Frihed uden Viisdom have,O det er en skræksom Gave!

Se flere sitater
I "De tre" fra Jøden skriver Wergeland om møtet mellom en muslim, en kristen og en jøde. Disse tre treffer på hverandre i ørkenen ved en oase, hver på vei til sin hellige by. I løpet av samtalen som finner sted mellom dem, oppstår det en gjensidig respekt for hverandres tro i det solen er på vei opp: Les gjennom utdraget fra "De Tre":
Solen var i sin Opgang, saae de tre Reisende. Det rørte sig i deres Hjerter, deres Læber zittrede. Enhver af dem vilde hilse Gud paa sin Maade; men ak! Enhver af dem frygtede for at saare de to Andre. De havde vundet gjensidig Agtelse for hverandre under Aftenens Samtale; men nu -- hvorledes skulde den gode Mollah kunne lydeligen paakalde Allah uden at for- styrre Nazaræerens og den jødiske Troeslærers Andagt, og omvendt. [...] Det var Mennesker af Ømfølelse for hverandre, af Agtelse for hverandres Tro. Allerede glimrede tusinde Straale- landser fra Spidsen af Rosenbjerget. I næste Sekund vilde den Højestes herligste Billede vise sig, og den Frommes Læbe skulde være taus? Den zittrede hos alle Tre; men ingen Bøn, ingen Lovsang tonede derfra. Da paa engang begynder fra Platanens Krone [lønnlignende tre], fra samme Green, en Bogfinke, en Drossel [rødstrupe] og en blodhalet Vipstjert sin Morgensang. Bogfinkens klare Triller sammenhvirvledes med de andre Tvendes til et herligt jublende Chor. "Hvi dvæle vi, Brødre?" sagde de alle Tre. "Ja, med hvad der ligger os paa Læben?" sagde Mollahen, bøjende sig tre Gange mod Jorden. "Med Jehovahs, den Højestes, Priis?" sagde Rabbinen, foldende sine Hænder over Brystet. "Ja, sagde den kristne Præst, korsende sig -- "er dette ikke et Tegn fra Him- melen, at ogsaa vor Lovsang vil være den Højeste behagelig, om Udtrykket er forskjelligt?" Og pludselig, medeet, som fra Fuglene ovenover dem, udbrød de alle Tre, med et kjærligt Øje- kast til hverandre, hver paa sin Viis, i en Lovsang til deres og alle Tings Skaber.
Mollahen sang:
"Allah! Allah! stor og god!
Evig være Allah priset!
Se, hans Ord i Lysets Flod
strømmer ud fra Paradiset!
Se, Prophetens store Bud:
"Allah dyrk og elsk din Næste!"
saaes over Himlen ud
i de milde Straalers Brud,
som til mindste Straa sig fæste. [...].
Rabbinen sang:
"Priset være Jehovah!
Naade er hans Strengheds Domme.
Se, hvor Skyens Bjerge bæve!
Serafim i Østen svæve . .
Se, hvor Vingerne de hæve!
Nærmere de stedse komme
til den Fromme
under højt Halelujah. [...].
Og den Kristne, Nazaræeren, sang:
"Lov og Priis Algodheds Gud!
Se, hvor Morgnens Glimt begynde
Herrens Ære at forkynde
og hans Navn at brede ud!
Se, hvor Græssets tætte Klynger
bøje sig for Ham, der tynger
ogsaa dette, i dets Dignen
under Duggen, med Velsignen!
Thi dens Vievand, det rene,
udsprængt over Græs og Grene,
vier Eng og Lunde ind
til et helligt Tempelklæde,
til et Altar Bjergets Tind,
hvor de Salige tilbede. [...].
Saa tonte det paa engang fra de Troendes Bryst. De rystede hverandres Haand, og droge nu glade hver ad sin Kant gjennem Ørkenen: Mollahen drog ad Bagdad til, Munken til Jerusalem, Rabbinen til Damaskus. Men da de vare komne et Stykke ud i Ørkenen, var det somom samme Tanke standsede dem, og bragte dem til at kaste et Blik tilbage paa den gjæstmilde Pla- tan, der nu laae i Fjernet ligesom en Sankt-Helenaklippe i Luft- havet. Den Tanke gjennemfoer dem alle Tre: hvad, om Fuglene, som lærte os at tilbede i Sandhed, vare tre Engle, neddalede fra Himlen, fordi de ynkedes over vor Skrøbelighed?

Linn Bay Gundersen, 2. januar 2008 | Skriv ut siden