Glem ei, du er Støv!Glem ei, du er mere end Støv!

Se flere sitater
Kantate
ved Jubileums-Utstillingens Aapningsfest 15de Mai 1914
Hundred Aars Vaarliv
med Kamptrods og Larm!
Fra Nord blaaste Vinden,
men Solen var varm.
Den aandet mykt paa Længsler,
den kaldte stort paa Evner.
Der steg saa mange av dem
langs Fjord og i Revner.
Hundred Aars Vaarliv
med Reisning og Fall!
Fra Syd flommet Solen,
men Vinden var kall.
Den pustet strengt paa Længsler,
den tærte stygt paa Evner.
Der sank saa mange av dem,
og ingen dem nævner.
Saa mange, som stupte,
som aldrig fik stridt –
For slik er jo Vaaren:
Den sløser med sit!
Det var et døselt Vaarliv
i Sol og kalle Vinde.
Om Natten Glimt av Stjerner.
Nu ser vi dem skinne.
                *
Brænd klart, I høie Stjerner, brænd over vor Gaard!
De største er blandt os, naar I skjælvende staar.
Hvad mægtigst vi evnet og troest har villet,
samlet nu er det i Glans av Eders Billed.
                *
Op kom de til Eidsvold,
og Mørket det stod tæt,
men i Hjærtet de hadde
en Sol.
Hist lumret den træt,
her luet den hett –
Og det var Aarhundredets Sol.
De ræddedes, spurgte,
om ogsaa de turte –
Stængt syntes hver Utsigt med ett.
I Mørket, som tidde,
de hamret og smidde –
For Frihet og Menneskeret!
Er Tiderne trange,
just da fødes Sange
av Magt og ukelig Sjæl.
De maatte. De vilde.
Og siden? ... Hvor stille!
Naar vinder en Seir vi hel?
Naar vinder vel Seiren vi hel!
Kun Nederlag efter.
Skam, Smærte derefter.
Og dog som av Kræfter
et Gisp:
Stig Sol!
Som Vraket paa Vandet
i Halvlys laa Landet –
Stig Sol! O, stig frelsende Sol!
                *
Solen var han!
Han var Aarhundredets egen Sol –
dets førstfødte Lærke,
og han steg over Landet, det sidstfødte Land
med Lystriller sprængende sterke.
Straaler av Haap og Straaler av Tro
med Kraft til at mætte og varme!
Og Norge det var et forfrossent Barn,
som laa i hans signende Arme.
Norge, saa ødslig og vanstelt det var,
han kaldte det rikest blandt Lande.
Og nævner vi Henrik Wergelands Navn,
da bader i Lys vi vor Pande.
Nævner vi Henrik Wergelands Navn,
da bader i Lys vi vor Pande;
vi hører i Skybrand og Morgengufs
en Lyd som av væltende Vande.
Fure i Mulmet han tændende skar,
skjønt kun litet han spurgte til Takken.
O under! Alt sprang det blaaveisblaatt,
den blaaeste Blomst, frem av Bakken! 
                *
Men slik er jo Vaaren:
Den sløser med sit!
Og dens var til Døden
han udelt og frit.
Hvor Solen bærer Straaler
til fornyende Evner,
der er det helst, at Kulden
og Vinden vi hævner.
                *
Hin Fure i Mulmet han lyntunget skar,
det blev just den Vei, som mot Fremtiden bar.
Vi fulgte den siden i alle de Aar,
til Slaget var vundet, og Seiren var vor.
Det gik ikke rapt, skjønt bent over os hang
en Lærke og sang.
Saa mangt, som var ugjort: Vi ryddet i Skog,
vi brøitet os Akre og vant dem med Plog.
Et uprøvet, arbeidsklædet, tusentæt Tog –
Og det var vor Vilje at reise av Aag,
av Fattigdoms Tyngsel, av Fortidens Bann
det sidstfødte Land.
Stod saa vi i Kvældningens lutende Skjær,
det fór os til Sjælen: Hvor vakkert her er!
Vi saa over Skoger og udøpte Fjeld.
Vi saa, og vi saa ... For en løfterik Kvæld!
Op gjøv det imot os en Lugt av Muld
og Løventandguld.
Kanhænde en Sanger med indadvendt Blik
da lei av at følge mot Elvstupet gik.
Der sat han i Drømmen forsonet og mild
og lyttet til Nøkkens og Fossgrimens Spil.
Kanhænde han ogsaa i sværmende Savn
har hvisket et Navn.
Høit over hand dagtrætte Hjærte en Sky,
hvis Ro vakte blundende Tanker paany:
"Søk ind i dig selv! Der er Frihetens Land,
og vinder du det, se, da vorder du Mand!
Der, dypt i dig selv, er det, Kampen skal staa,
vil Seiren du naa.
Mit Folk, o mit Folk, bøi dig ind mot dig selv
– først da vorder mer du end Døgnlivets Træl –
og hent op av Grubernes blinkende Nat
din Billedboks Blads, din dyreste Skat" – –
Høit over hand Hjærte en Sky, i hvis Ro
han speilet sin Tro.
Vi bygget os Hjem, og vi ryddet i Skog,
vi brøitet os Akre og vandt dem med Plog,
et veikyndig, arbeidsklædt, tusentæt Tog
av seige og dagkjære Viljer ... Og dog –
Skjønt meget var vundet og litet forspilt,
hvor var her dog stilt!
Vel sandt, at av Fortidens blinkende nat
vi hævet saa mangen en kostelig Skat,
i Kjærlighet skjænket til Slægtens Gang.
Og Eventyr var det. Og Saga og Sagn ...
Det fór os til Sjælen i Skumringens Skjær:
Hvor stilt her dog er!
Saa drømstilt i Norge! – Men Furen han skar,
den varslet jo Storm. Op hver Mand, som vi har!
Til Kamp for at løfte av Undermandskaar!
I Norge, vort Hjem, er det Nordmænd, som raar!
Til Vaaben for Frihet mot Lavsind og Vold
og Fordommes Trold!
Nils Collett Vogt (1864–1937) 
 Fra Hjemkomst. Digte. H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard), Kristiania 1917

Gro Roksand, 10. juli 2008 | Skriv ut siden