Hersk over Dyret! over dig Selv, det første i Rækken!

Se flere sitater

17. mai 1845 skjenket Henrik Wergeland en sølvpokal til Eidsvoll formannskap ved ordføreren, som på den tida var hans gamle venn, bonde og stortingsmann Lars Tønsager. Den dødssyke dikteren var sikker på at det var den siste grunnlovsdagen han ville oppleve, og han skrev om dette både i følgebrevet til pokalen og i erindringsboka Hassel-Nødder.

Brev til faren
Til faren skrev han samme dag:
"Jeg tilstaaer, at jeg i en lang Række af Aar aldrig har kjedet mig som paa den 17de Mai, fordi man partout, og Jeg isærdeleshed, skulde være glad og trække om hele Dagen i stramt Kostume i idelig Bevægelse og endelig fordi man ikke kunde undgaae at tage ind en umaadelig Mængde Spirituosa.
Og dog har jeg idag viist mig ret som en uforbederlig 17 Mais-Gast, idet jeg, for paa en peen Maade at tvinge eidsvollingerne til altid at feire Dagen, netop i dag skjænker Præstegjeldet min Sølvpokal. […] Nu vil den gjøre Nytte og Navnet Wergeland vil ikke døe i Bygden."

"XVII Mai Pokal". Sølvpokalen fra Wergeland til Eidsvoll formannskap. Foto: Eidsvoll museum. Eier: Eidsvoll kommune  
Inskripsjon
Pokalen hadde Wergeland opprinnelig fått som takkegave for en fesforestilling han hadde skrevet til kongens fødselsdag. Nå lot han den få følgende inskripsjon:

XVIIde-Mai-Pokal.
En Amindelse til Eidsvoll
fra
Henrik Wergeland.
18 17/5 45.
Gid 17de Mai, den Velsignte blant Dage,
bestandig maa skjønnere vende tilbage!
I Eidsvoll er Norriges Frihed fød.
Thi tøm der med Jubel mit Gyldenskjød!
Inskripsjonsteksten til 17. mai-pokalen fra Wergeland til Eidsvolls formannskap 1845
Inskripsjonsteksten fra Henrik Wergelands hånd. Tilføyelse ved broren Harald. Eier: Nasjonalbiblioteket Inskripsjonsteksten fra 17. mai-pokalen på plakat fra 1909. Utgiver ukjent. Trykkeri: Kristiania Lithografiske Aktiebolag. Eier: Nasjonalbiblioteket ved Plakatsamlingen

Brevet som fulgte pokalen
Med pokalen fulgte et brev til Eidsvoll formannsskap, der Wergeland bad om at pokalen skulle oppbevares hos ordføreren til bruk på nasjonaldagen:
"Hjerterum ved Christiania, 17de Mai 1845
Da denne 17de Mai efter al Sandsynlighed er den sidste jeg oplever, anmoder jeg Formandskabet i min elskede Hjembygd om at modtage medfølgende Sølvpokal som en Amindelse om en oprigtig Ven, og et Bidrag til at festligholde Dagen paa det Sted hvor den især bør feires.
Pokalen er derfor inskriberet XVIIde Mai Pokal; og er det derved antydet, at den kun skal bruges paa denne Dag, navnligen og fortrinsviis i det offentlige eller Hoved-Selskab, som maatte holdes, men dog saaledes, at den kan udlaanes til et Privat-Selskab, saafremt det skulde træffe, at intet offentligt større Selskab til Dagens Feirende et eller andet Aar kommer istand. At den opbevares hos Præstegjeldets Ordfører, er mit Ønske, og maa vel befindes hensigtsmæssigst, da han i Regelen vel vil staae i Spidsen for den offentlige Festlighed.
Leve Friheden! Gid dens Fødselsdag altid maa høitideligen erindres paa dens eget Fødested!


Henr. Wergeland"

Følgebrev til sølvpokalen, XVII Mai Pokal, fra Henrik Wergeland til formannskapet i Eidsvoll. Fotokopi, digitalisert av Nasjonalbibiblioteket
”17-Mais-Bekjendelser” i Hassel-Nødder
Samme dag skrev Wergeland sine ”17-Mais-Bekjendelser” i Hassel-Nødder. Her er tonen uhøytidelig. Henrik humrer over sine viltre 17. mai-påfunn og minner om at festen har sin pris:
Forskjelligheden af de nydte Drikkesorter voldte almindelig en frygtelig Katzenjammer den 18de, og at denne var og rimeligviis endnu er temmelig almindelig, røbes af det Ord, denne
Dag har faaet paa sig, nemlig at den er "den slemmeste Dag i Aaret."
Samme sted kom Wergeland også med mer prinsipielle betenkeligheter når det gjaldt utviklinga av 17. mai-tradisjonen. Han var redd den skulle stivne som etablert institusjon. Spontaniteten ble borte. 17. mai var i ferd med å bli en kjedelig dag!
Det er min faste Overbeviisning, at alle de Kunster, man i de senere Aar har fundet paa forat holde Liv i Dagen, netop tære paa dens Liv. Jeg synes endnu at see de maabende Ansigter, hvori Kjedsomheden stod malet med lange Træk, gloende fra Fæstningsvolde og Brygger efter Kaproerbaadene.
Pokalen etter 1845
I åra som fulgte tok ordføreren i bygda vare på pokalen. Aasmund Olavsson Vinje fikk se den på tur gjennom Eidsvoll og gjorde seg sine tanker om Wergeland i Ferdaminne frå sumaren 1860:
"Hjå gode gamle stortingsmann Lars Tønsaker såg eg det sølvstaupet som Henr. Wergeland gav til Eidsvoll gjeld som eit avminne etter seg til riksskipnaden som vart gjeven der. Det var vel gjort å gjeva slikt til Eidsvoll, men påskrifta og følgjebrevet som til æveleg tid skulle følgja med staupet, var liksom at det skulle vera noko stort og minneverdig, at just han gav dette. Eg måtte smila åt den gode diktarens fåfengd og store tanke om seg sjølv på sottesenga … Ja, ja, vi er alle meir eller mindre så fåfengde at vi trur oss umissande."
Gjennom 1900-tallet ble pokalen trygt forvart i kommunearkivet. Få fikk se den, og ingen skålte for 17. mai med den, men den ble vist fram for publikum et par ganger ved arrangement og midlertidig utstilling. Etter at Wergelands Hus, publikumssenteret ved Eidsvoll 1814, åpnet i 2005, har Wergelandspokalen vært stilt ut der. Denne plasseringen var til å begynne med omstridt i bygda og ble flittig debattert både i lokalavisene og i kommunestyret. Eidsvollingene er tydeligvis fortsatt engasjerte i Wergelands-arven!
Torleif Hamre er konservator ved Eidsvoll 1814.

Torleif Hamre, 18. april 2008 | Skriv ut siden