Vinden blæser Blærer op, Indbildninger en Nar. De blie' nok begge stive, men tomme som de var.

Se flere sitater

Wergelands kanskje mest fargesprakende blomsterbukett, ”Florilla”, står i skuespillet Lyv ikke! Eller Dompapen og betegnes som et Fugle- og Blomsterstykke forfattet av Wergelands rabulistiske alter ego, Siful Sifadda.

Dette stykket må vel nærmest sees på som en ironisk disputt mellom dompapen ”Pape” og bokfinken ”Finke”, som ”ere iførte Dompapernes og Bogfinkernes respektive nationale Farver: den Første rød Vest, blaa Kjole, graa Permissioner (en blyfarvet nebagtig Næse ikke at regne); den Sidste endnu mere broget og med guult Neb. Begge spøgelseagtig tynde.”
Den litt forvirrende handlingen starter med en diskusjon omkring noen hampefrø. Etter hvert dukker det opp flere underlige personer: Wincke, Monstrum, Bondeknold, Brutal, Spytslikker,
”Flere inkorporerede Løgne eller Løgnfigurer” – og Florilla. Sistnevnte er et ”feeagtigt Barn”, hun som strør blomster:
Sørg ikke! jeg vil begrave dine Vildfarelser i Blomster – 
med hvide Roser
dit blodige Had,
med Roser røde
med blege Avind,
med stjerneskinnende
Pintseliljer
de sorte Tanker.
Med Øjentrøst
jeg vil helbrede
hvert Blik som skelte;
Med bløde Harelab
jeg bedække
vil Vredens Torne.
Af Akelejens
Emaljeskaaler
jeg drypper Balsom
i Nagets hule
forbidte Tænder.
Med Valmublade
jeg Smerten dulmer
Med kjølig Efeu
jeg dækker Vunden;
Kjerminder lægger
paa Bitterminder.
Med en ustandselig
Regn af Violer
og honningsmeltende
Kristi Bloddryp
din Sjeleørken
jeg omfortryller
til Paradiser.
Med prægtige Qvaster
af Purpurnelliker
og Gyldenlakker
jeg feje Smudset
vil af dit Hjerte
og jage Støvet
ifra dit Øje.
Med Iriskjøller
og Morgenstjerner
af Georginer
medeet jeg knække
vil Frækheds Nakke.
Med Liljenkonvallers
Sølverklokker
Jeg ud af Verden
vil Løgnen ringe.
Med Tidselparykker
jeg nye Geschichter
i Hast forælder.
Med duftende Pors
jeg svimle Hovmod
til Fald bedøver.
I Snerletraade
jeg Opspind fanger.
I dybe Urner
af Rosenknoppe
jeg evigt gjemme
vil Løgnens Aske.
Med Præstekraver
jeg mildt vil qvæle
al Sladders Strube;
med Rosmarinriis
Lavendelkoste
og Isopstokke
Bagtalelsen tugte;
med søde Læber
af Æbleblomster
dens Gift bortkysse;
med Gyldentunger
al Sladder dysse.
Kort -- hvad du angrer,
din fordums Iid,
det gamle Nid,
jeg vil begrave
med bare Blomster
ifra min Have.
(Blomsterdyngen er voxet saa højt at blot Hovederne af Pape og Finke sees tilsidst. Florilla svæver over den).
Prestekrageeng fra Lista
"Med Præstekraver jeg mildt vil qvæle al Sladders Strube". Foto: Klaus Høiland.
”Florilla” er et dikt som vekker visse assosiasjoner hos generasjonen som vokste opp med hippiebevegelsen, blomsterbarna og den legendariske Beatles-LP-en Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Et slags motstykke til ”Florilla” er ”Lucy In The Sky With Diamonds” med blant annet verselinjen: ”Everyone smiles as you drift past the flowers
that grow so incredibly high” – uten at jeg tør trekke sammenlikningen videre.
Som nevnt i andre artikler på nettstedet (se "Wergeland som botaniker"), hadde Wergeland stor interesse for botanikk, og han utøvet faget praktisk så vel som metafysisk. Det siste aspektet henger antakelig sammen med hans beundring for den norske professoren i filosofi, Niels Treschow (1751–1833). Han var opptatt av utviklingstanken i naturen, men også av sjelen og åndens utvikling ved siden av de mer legemlige egenskapene. Med andre ord, det foregikk en utvikling i både den materielle og den immaterielle verden. Derfor fantes sjelen ikke bare hos mennesket – den ypperste av skapningene – men også i alle livsformene som gikk forut for menneskene: dyr og planter. Wergeland støttet dette synet, og det ble ofte hevdet at hans dikt var Treschows filosofi på vers.
For Wergeland var det metafysiske like viktig som det ”virkelige”. Han tilla plantene, de tause representantene i skaperverket, åndelige egenskaper. Disse karaktertrekkene kommer tydelig fram hos plantene til ”Florilla”. Her skriver ikke Wergeland om deres faktiske, medisinske egenskaper, slik han for eksempel gjør i avhandlingen Den norske Bondes nyttige Kundskab (For Almuen), men om deres sjelelige virkninger på menneskesinnets villfarelser, frigjort fra deres fysiske effekter på legemets sykdommer: ”med hvide Roser dit blodige Had”, ”med stjerneskinnende Pintseliljer de sorte Tanker”, ”Med Valmueblade jeg Smerten dulmer”, ”Med kjølig Efeu jeg dækker Vunden; Kjerminder lægger paa Bitterminder.” Wergelands planteverden er noe mer enn bare kulisser, de er høyst levende redskaper for menneskesinnets beste.
Valmue, opiumsvalmue (Papaver somniferum)Bergflette, eføy (Hedera helix)
”Med Valmueblade jeg Smerten dulmer”, ”Med kjølig Efeu jeg dækker Vunden ...” Foto/eier (begge): Klaus Høiland.
Klaus Høiland er professor i biologi ved Universitetet i Oslo.

Klaus Høiland, 20. august 2008 | Skriv ut siden