... og jeg skal overnikjøbet give dine Skillinger den Egenskab, at de blive til Dalere, naar du blot snuer dem dygtig.

Se flere sitater

Gran


Treet omtaler Wergeland stort sett under navnet ”Gran”, men han bruker også flertallsformen ”Græna”. Hentydningen til juletre er ikke så selvfølgelig som man først skulle anta. Juletreet ble ikke vanlig i Kristiania før rundt 1820, men Wergeland nevner det allerede i et dikt fra 1831.
Hos Wergeland står gran som et positivt, nasjonalt symbol, for eksempel i ”Ode til Norges Frihed”:
Normandens Blik er et Frihedens Sværd, og
Hjertet dens Skjold; den granvoxne Normand er
Frihedens Støtte, men Norriges Ungmøe er
Frihedens Billed’.
(SS b. I, 1, 15)
Gran (Picea abies)
Gran (Picea abies)
Foto/eier: Klaus Høiland

Men i Jødinden, i diktet ”Jeg er nu saadan jeg! (Statsøkonomisk)”, opptrer grana som symbol på norsk treghet og sjølgodhet (et vers som godt kunne brukes i vår nåværende innvandringsdebatt). Her omtales også lauvtreet lønn – på en atskillig mer positiv måte. Bare noen utdrag følger:
Granen
Hva er det for en gil Musikk
hver Aften i din Top?
Den mine mørke Grene fast
Til Glæde vækker op.
Lønnen
Det er en munter Biesværm,
som jeg har givet Læ;
og siden knapt i Skoven er
saa lykkelig et Træ.
Jeg har Musikk den hele Dag
blot for jeg den tillod,
at slikke sig lidt Honning af
min Krones Overflod.
Hver Green er fuld af Virksomhed,
og hvert et lidet Blad,
hvor dovne Larve forhen krøb,
er bleven Flidens Fad.
I Hakkespettens tomme Hul
er Vox og Honning skjult.
Nu syges jeg mit Bryst har faaet
et Hjerte ømhedsfuldt.
Granen
Aha! du lader Fræmmede
sin Sødme suge ud?
Før bryde Stormen af hos mig
De søde Foraarsskud!
Og alt mit gyldne Støv jeg før
udslaaer for Veir og Vind.
I mine Skygger slipper jeg
ei slige Gjæster ind.
Min Terpentin som smeltet Sølv
paa Fjeldet rinder ned.
Saa har den gjort i hundred Aar
og skal i Evighed.
Lønnen
Slip Bien til! En kage Vox
han lægger dig igjen.
Granen
Hva Vox? hvad Honning? Hundred Aar
jeg levte uten den.
Jeg er mit Lands Repræsentant.
Af Tanken om det Hverv
jeg lever Blot, – for Andre har
jeg derfor ingen Skjerv.
(…)
Har Dovenskaben ei en Smag
af Sødme – har den ei?
Og Eensomhed ei sit Behag?
Jeg er nu saadan Jeg!
(SS b. I, 3, s.384–386)
Forrige artikkel: Giftplanter     Neste artikkel: Gyllenlakk

Se også artikkelen "Wergeland som blomsterinspirert dikter".
Kilder og opplysninger om forfatterne i "Wergeland som botaniker".

Inger Nordal og Klaus Høiland, 4. juni 2008 | Skriv ut siden