Det er det bedste, Forbindelsen at løse mellem Heste, som trække slet isammen.Amen!

Se flere sitater

I sitt frierbrev til Elise Wolff (1828) skrev Henrik Wergeland at ”Historie og Botanik ere mine Yndlingsvidenskaber” – som riksarkivar fikk han yrkestilknytning til førstnevnte, sistnevnte ga inspirasjon til både svulmende lyrikk og nøktern folkeopplysning. Denne artikkelen vil særlig handle om Wergeland som ”folkeopplysningsbotaniker”.

I sin folkeopplysningsinnsats for dyrking av Potetes, Rips, Hyldeblomster mot forkjølelse etc. – slik vi finner i opplysningsskriftene For Almuen, For Arbeidsklassen, For Menigmand er Henrik Wergeland nøktern og prosaisk, og plantene utstyres ikke med andre egenskaper enn de rent matnyttige. Men i noen tilfelle overskrider nytteplantene det nøkterne: I ”Indbildninger” (1841) har en kålplante store tanker om seg selv: ”Et Palmetræ ved Jordans Elv, saa tænker Kaalen om sig selv” (SS b. III, 3, 521). Dikteren gjenfinnes i folkeopplyseren og folkeopplyseren i dikteren. Det gjelder også for hans botaniske skrifter. 

Medalje laget til avdukingen av Wergeland-statuen 17. mai 1881 Medalje med Wergelands tekst fra diktet "Den første gang": ”Den Urt der groer, jo meer den trædes". Les mer i artikkelen om løvetannen. 
Foto/eier: Klaus Høiland

”Den norske Bondes nyttige Kundskab”
Henrik Wergeland skrev faktisk en botanisk avhandling, utgitt som folkeopplysning: For Almuen, tredie Hefte. Den norske Bondes nyttige Kundskab om de Læge-, Farve-, Garve-, samt Gift-Planter, der voxe paa hans Jord. Som avhandling er den meget utradisjonelt satt opp – typisk Wergeland. Han presenterer avhandlingen som en samtale mellom tre personer: ”Hakon”, ”Districtets Læge” og ”Jeg” [alle sannsynligvis Wergelands alter ego]: ”Hakon” – den spørrende og undrende; ”Lægen” – den forstandige, men samtidig folkelige som vil dele kunnskapene; og ”Jeg” – studenten som har lest om legeplanter og ønsker å meddele sin viten.
”Anledningen til Samtalen var den sørgelige Fortælling om Dalens vakreste Gjentes Død, hvilken for størstedelen kan tilskrives – hendes egen Faders Uvidenhed, Skjødesløshed eller utidige Gjerrighed. […] der afskrækker ham fra at søge Lægens Hjælp” (SS b. IV, 1, 87). 
Hakon bringer etter hvert samtalen inn på mer jordnære ting ”ved et simpelt Spørgsmaal om en Plantes Lægekraft, der voxede os ved Foden …”. Lægen undrer seg over hvordan den uvitende kan være viss på hvilken plante det er, men Jeg ”forudsætter, at han kjender Planten af Navn og Udseende; men er uvidende om dens særegne Anvendelse. Derfor skulle saa mange forskjellige norske Navne anføres som muligt, endskjøndt Slægts- og Arts-navnene faae nævnes efter den almindelige Plantelære, efter Hornemanns [Jens Wilkens Hornemann var professor i botanikk i København og redaktør av Flora danica], samt tænker jeg, hvor flere Arter og Afarter, af samme Plante eller mindre bekjendte Planter blive at nævne, at tilføie disse et eller andet særegent Skilnemærke.”
Et stykke ut i samtalen mellom de tre sier Hakon: ”Jeg kommer til at beskue min Eng med samme andægtige Ærefrygt, hvormed jeg stedse beskuer Stjernehimmelen.” Hvoretter Lægen beskriver hele Linnés system med 23 klasser og tilhørende ordener:
1ste Classe, med een Støvdrager, -- Eenhannede.
1ste Orden -- Eenhunnede.
F. Ex. Aarig Salturt.
2den Classe, med 2 Støvdragere -- Tohannede.
1ste Orden -- Eenhunnede.
F. Ex. Ærenpriis.
2den Orden -- Tohunnede.
F. Ex. Guulax el. Trysildthe.
Og slik fortsetter det helt til:
23de Classe, med utydelige Blomster – Lønboe.
1ste Orden -- Bregner (med Løv).
2den Orden -- Bladmoser (med Blade).
F. Ex. Rødmose.
3die Orden -- Løvmoser (med Løv).
F. Ex. Iislandsk Mose, Rensdyr-mose.
4de Orden -- Tarer (Frøene i Løvet).
F. Ex. Kraakstry, Tang.
5te Orden -- Svampe, Sop (Frugtdelene paa et kjødagtigt Legeme).
F. Ex. Fluesop og Brand i Korn.
(SS b. IV, 1, 94–100)
Etter denne detaljerte gjengivelsen av Linnés system (for ordens skyld, Linné hadde 24 klasser, men hans 23. klasse – planter som kunne være både særbu og sambu – ble ofte utelatt i seinere oppstillinger) beskriver Lægen mange medisinplanter, ordnet alfabetisk etter norsk navn, med angivelse av alternative navn. Her legges vekt på plantenes egenskaper til ulike formål: medisin, veterinærmedisin, farging og garving. Det står mindre eller ingenting om utseende og voksested.
Avhandlingen er interessant på to måter. Den gir en forståelse av at Wergeland faktisk var opptatt av botanikk som fag, og den gir et innblikk i bruk av planter på hans tid. Totalt mer eller mindre lovpriser han 183 nytteplanter og advarer mot 22 giftplanter.
Vi tar med to eksempler, en legeplante, vendelrot eller baldrian, og en giftplante, bulmeurt:

Vendelrot, baldrian (Valeriana sambucifolia) Baldrian, vendelrot (Valeriana sambucifolia)Foto/eier: Klaus Høiland
 (Klikk for større bilde.)

Baldrian, Vendelrod, Vendingsrod -- (III, 1 [som betyr at den tilhører Linnés klasse 3, 1. orden]).
”Der gives to Arter af denne ypperlige Lægeurt, hvoraf den med de svageste Kræfter, (Tveboe-Baldrian) kjendes paa de spadeformige-ægdannede Rodblade, hvorimod den egentlige Læge-Baldrian haralene finnede Blade. [Botanikere skiller mellom to arter i Norge, vendelrot Valeriana sambucifolia og legevendelrot V. officinalis.] Roden af hiin indgives Hestene i pludselige Sygdomstilfælde; men Roden af sidste Slags især er sved- og urindrivende, samt i høi Grad nervestyrkende, krampestillende og modstaaende Forraadnelse. I faldende Syge, Modersyge, Brystkrampe og Svækkelse, der melder sig med Mathed, svedige Hænder osv. tye man da til Baldrian. Pulveret af Roden, taget imænget med Snuus eller i Viin, synskjærpende. Bladene lægges friskstødte paa Saar. Med Blomsterne imængede med Tjære bestryges magtstjaalent Qvæg. Roden forjager ogsaa Møl. De unge Blade give en sund Kaal eller Salat. Bruges Afkog, da bør dette helst skee i Øl. Roden afhændes til Apothekerne; dog bør dertil især tages den, som voxer paa tørre Steder. Findes ellers især ved Bække. (Roden trevlet. Stenglen 3 -- 4 Fod høi, glat, stribet. Bladstilkene uldhaarede. Kronerne rødhvide).”

Bulmeurt (Hyoscyamus niger) Bulmeurt (Hyoscyamus niger)
Foto/eier: Klaus Høiland
(Klikk for større bilde.)

Bulmeurt, Almindelig B., Tandværksgræs, Feldurt, Bolmurt, Styggræs, Stinkgræs, Søvngras, -- (V, 1 [som betyr at den tilhører Linnés klasse 5, 1. orden]).
”Hele Planten, især Roden og Frøene, er giftig og foraarsager et fjantet Raserie, ja Døden. Alle Huusdyr undtagen Geden, vrage den. Anvendt i Lægekonsten. (Skjøndt dens hæslige Lugt og Udseende synes noksom advarende til at gjøre den kjendelig som farlig Giftplante, da ingen indenlandsk Urt i den Grad har noget Modbydeligt ved sig, anføres dog her dens fulde Mærker da den just ligesom tilbyder Børn sine dødbringende Bægre, ved at voxe i Mængde netop paa saadanne Tomter, som de udkaare til Leg, hvori endog ofte dens pottedannede Bægere spille en Rolle. Hele Planten afhændes til Apothekerne. Roden fingertyk, tapformig, i Spidsen deelt. Stengelen opret, grenet, bladet, trind, tæthaaret (især i Spidsen), fidtet ligesom hele Planten, der er 1 -- 1 1/2 Fod høi. Bladene uden Stilke, vexelviis siddende, indbugtede fra Siden, noget finnede, spidse. Blomsterne skidengule med violette Aarer, sidde i Enden af Grenene i et, førend Blomstringen kort, men, medens den varer, meget forlænget, eensidigt, tilbagebøiet, bladet Ax. Bægeret potteformigt, i Randen 5kløvet. Blomstrer i Juli nær Have, Huser eller Gjærder).
Om riktigere bruk av plantenavn
Et annen fagbotanisk skrift fra Wergelands hånd er det nå lite kjente skriftet, avfattet på latin, trolig i 1834: De rectiore plantarum appellatione. Dette er tilegnet M.N. Blytt (se nedenfor) og er en reform angående vitenskapelig navngiving av planter, om riktigere bruk av plantenavn. Grunnloven [!] bør, skriver han, være den at plantene får navn etter de mest karakteristiske bygningstrekk. Dette er en diskusjon som pågår i botaniske kretser i den dag. Skal artsepitetet være beskrivende som for eksempel i istervier, Salix pentandra, med fem pollenbærere eller i revebjølle, Digitalis purpurea, purpurfarget, om blomstene? Eller kan artsepitetet refere til at planten er vanlig, som røsslyng, Calluna vulgaris, eller lintorskemunn, Linaria vulgaris, noe som ikke forteller om plantens bygningstrekk, og heller ikke sier noe om hvor den er vanlig? En økende tendens til å oppkalle planter etter personer ville Wergeland neppe ha applaudert, selv om vennen Blytt faktisk figurer som artsepitet blyttia i enkelte tilfelle.
Botaniske læremestre
I innledningen til For Almuen, tredie Hefte. Den norske Bondes nyttige Kundskab om de Læge-, Farve-, Garve-, samt Gift-Planter, der voxe paa hans Jord nevner Wergeland navn på to botanikkyndige: ”Naturens og Menneskehedens Venner, Folkelærerne, Jubeloldingen, J.C. Finckenhagen, og P.W. Deinboll, ville undskylde, at Forfatteren ved en ubetydelighed som denne bog bevidner dem sin Høiagtelse.” Jubeloldingen Finckenhagen er sannsynligvis den botanikkinteresserte presten med samme navn som residerte i Kristiansands stift 1788–1800. Wergeland kan ha kjent ham som olding i sine guttedager. Peter Vogelius (med enkelt-V) Deinboll (1783–1874) var dansk prest som residerte i Finnmark, Løten og Romsdal. Han var interessert i både planter og insekter, men verdsettes kanskje i dag høyest som insektforsker. I Wergelands tid var han imidlertid en høyt ansett botaniker. Hvordan Wergeland har kommet bort i Deinboll, vites ikke.
Wergeland bodde en tid i Lakkegata – Tøyenhagens umiddelbare nærhet. Og i ”Torvslaget” i 1829 sto han sammen med en ung gartnerelev, N.G. Moe (f. 1812) – senere overgartner i Botanisk hage. Han har også kjent den botaniske pioner i norsk sammenheng, M.N. Blytt (1789–1862), fra 1837 professor i botanikk ved Universitetet i Oslo. I 1835 gir Blytt Wergeland privatundervisning i botanikk i forbindelse med hans medisinske studium. Ellers har professor Jens Rathke (1769–1855), en av universitetets første professorer i naturhistorie, vært hans ”privatpreseptor”. Wergeland har endatil skrevet dikt til og lovprist botanikere: ”Godmorgen (Til en botanisk Ven)” og til ”Til Sylvan (En Botaniker)” (Sylvan er psevdonym for Blytt). Også botanikeren F.C. Schübeler har han kjent, han var Wergelands samtidige som medisinstudent. Så kontakten med det profesjonelle fagmiljøet i datiden var til stede.
Kilder til artiklene ”Wergeland som botaniker”, ”Wergeland som blomsterinspirert dikter” og artiklene om de enkelte vekstene i Wergelands skrifter:

Amundsen, L. og Seip, D.A. (red.) 1957. Henrik Wergelands Skrifter – Folkeutgaven. Bind 1–8. J.W. Cappelens forlag, Oslo.
Beyer, H. 1947 (red.). Wergeland for hvermann. Lyrikk og prosa. Gyldendal norsk forlag, Oslo.
Fægri, K. 1988. Dikteren og hans blomster – Florula Wergelandiana. Universitetsforlaget, Oslo.
Heiberg, H. 1972. Så stort et hjerte. Henrik Wergeland. H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard), Oslo.
Hessen, D.O. og Lie, T. 2002. Mennesket i et nytt lys. Darwinisme og utviklingslære i Norge. J.W. Cappelens forlag, Oslo.
Høeg, O.A. 1956. ”Wergelands mahaviblomst og wilwamsfrugt”. Blyttia 14: 15–21.
Johnsen, I.H. 1954. ”Henrik Wergelands blomster og professor Jens Rathke”. Samtiden 65: 551–557.
Jørgensen, P.M. (red.) 2007. Botanikkens historie i Norge. Fagbokforlaget, Bergen.
Nordhagen, R. 1954. ”Henrik Wergelands blomster”. Samtiden 65: 401–413.
Skaare, K. 1978. Mynt i Norge. Det norske samlaget, Oslo.
Om forfatterne Klaus Høiland (f. 1948) er professor i biologi ved Universitetet i Oslo. Han har spesielt forsket på sopper og deres systematikk, økologi, evolusjon og kjemi. Han har skrevet vitenskapelig om sopp og høyere planter og engasjert seg i biologiens historie, blant annet ved innlegg i boka Botanikkens historie i Norge. Han har også skrevet boka Finn et strå og træ dom på, om plantene i Alf Prøysens diktning.
Inger Nordal (f. 1944) er professor i biologi ved Universitetet i Oslo. Hun har spesielt forsket på høyere planter og deres systematikk, økologi og evolusjon i tropisk Afrika og Arktis. Ved sin vitenskapelige produksjon har hun skrevet artikler og engasjert seg i debatten om relasjonen mellom biologi og kjønnsroller. Hun har også skrevet artikkelen ”Blomane i lyrikken til Aslaug Vaa”, publisert av Telemark Botaniske Forening.
Sammen har forfatterne publisert boka Kinabark og Kjerringrokk. Systematisk botanikk med vekt på medisinplanter.
Neste artikkel av Nordal og Høiland >>

Inger Nordal og Klaus Høiland, 23. mai 2008 | Skriv ut siden